[Udskriftvenlig
version i pdf-format klik her]
§1
Foreningens navn er Dalum Skytteforening, stiftet
den 10. juni 1888. Foreningen er hjemmehørende i
Odense Kommune, Region Syddanmark.
§ 2.
Foreningens formål er at udbrede kendskabet til
og vedligeholde færdighed i skydning, samt ved andet
kulturelt virke at fremme den enkeltes og fællesskabets
sundhed og trivsel gennem foreningsarbejde, der
giver børn og unge under 25 år mulighed for virksomhed
og kammeratligt samvær med jævnaldrende i deres
fritid.
§ 3.
Foreningen er tilsluttet DDF-Fyn under De Danske
Skytteforeninger (DDS) og derved underkastet amtsforeningens
og landsorganisationens love og vedtægter. Foreningen
er også tilsluttet Fyns Skytteforbund under Dansk
Skytte Union og Dansk Idrætsforbund og underkastet
disse organisationers love og bestemmelser, når
der afholdes skydninger inden for dette område.
§ 4.
Som aktive medlemmer kan optages børn og voksne,
når de vedkender sig nærværende vedtægter. Som støttemedlemmer
kan optages enhver. Kontingent for såvel aktive
som støttemedlemmer fastsættes på den årlige generalforsamling.
Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder
grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen
på førstkommende generalforsamling. Medlemmerne
registreres i foreningen.
§ 5.
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen,
der ved opslag eller skriftlig meddelelse til medlemmerne,
indkaldes hvert år i januar måned med mindst 14
dages varsel. Ekstraordinær generalforsamling afholdes
efter samme retningslinier som ordinær generalforsamling.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen,
skal være formanden i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen.
Kun fremmødte, aktive medlemmer, som er fyldt 18
år og har været medlem de sidste to måneder, har
stemmeret. Møde og taleret har alle aktive medlemmer
uanset alder. På generalforsamlingen afgøres alle
sager ved simpelt stemmeflertal, dog kræves til
udelukkelse af et medlem, samt til ændring af disse
vedtægter, mindst 2/3 af de afgivne stemmer for
forslaget. Vedtægtsændringer skal herudover godkendes
af amtsforeningen. Generalforsamlingens forhandlinger
og beslutninger indføres i foreningens protokol,
der skal underskrives af dirigenten.
§ 6.
På den årlige generalforsamling behandles følgende
som minimum:
1. Valg af dirigent og stemmetæller.
2. Formanden aflægger beretning.
3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
til godkendelse.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Valg af formand, bestyrelse og revisor.
7. Eventuelt.
Hvis ét medlem ønsker skriftlige afstemning ved
valg, skal dette efterkommes. Generalforsamlingen
vælger en bestyrelse på 5-7 medlemmer. Bestyrelsen
vælges for en periode af 2 år, således at formanden
og 2 medlemmer er på valg i lige kalenderår, og
resten af bestyrelsen er på valg i ulige kalenderår.
Desuden vælges 2 revisorer der skiftevis er på valg
hvert år.
§ 7.
Ekstraordinær generalforsamling skal finde sted,
når 2 medlemmer af bestyrelsen finder det fornødent,
eller når mindst 10 medlemmer stiller krav herom
med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling
skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom
er modtaget.
§ 8.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden
og konstituerer sig med næstformand, kasserer og
evt. sekretær. Ved varigt forfald af et bestyrelsesmedlem
konstituerer bestyrelsen sig, indtil førstkommende
generalforsamling, med ét udpeget medlem. Foreningen
tegnes i almindelighed af formanden eller af 2 bestyrelsesmedlemmer
i forening. Ved køb, salg eller pantsætning af fast
ejendom samt ved optagelse af lån tegnes foreningen
af den samlede bestyrelse. Dispositioner over foreningens
formue, herunder kontant beholdning, foretages af
den samlede bestyrelse, som dog kan meddele specialfuldmagt
til bank, sparekasse og girokonti. Bestyrelsen er
beslutningsdygtig, når mindst 2/3 af dens medlemmer
er til stede. Bestyrelsen holder møde, når formanden
eller 2 af bestyrelsesmedlemmerne finder det fornødent.
Der føres protokol over det på møderne passerede
og vedtagne. Protokollen underskrives af de på mødet
deltagende bestyrelsesmedlemmer.
§ 9.
Foreningens regnskabsår går fra 1.1. - 31.12. og
senest 14 dage efter regnskabsårets afslutning afgiver
kassereren driftsregnskab og status til revisorernes
påtegning.
§ 10.
Til i samarbejde med bestyrelsen at varetage foreningens
daglige skydninger kan bestyrelsen udpege skydeledere
og hjælpere.
§ 11.
Bestyrelsen er ansvarlig for hensigtsmæssig opbevaring
af geværer og patroner, samt at der føres nøjagtig
kartotek over de geværer, der beror i foreningens
og dennes medlemmers varetægt. Det påhviler bestyrelsen
omgående at meddele amtsforeningen nyvalg af formand
og kasserer samt at udfylde og indsende de indberetninger
mv., som amtsforeningen skønner nødvendige for at
kunne varetage amtets daglige ledelse.
§ 12.
Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne
i 2 på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer
herfor (se indkaldelse § 6 og 7). Ophører foreningen
at eksistere, eller udmelder sig af amtsforeningen,
skal den til denne aflevere samtlige herfra modtagne
ejendele samt for skyttegruppens vedkommende kartoteker
over registreringspligtige våben. Ud over det i
forannævnte tilfalder foreningens formue DDS-Fyn
og Odense Kommune i forening, der fordeler disse
midler til skytteforeninger med hjemsted i Odense
Kommune.
§ 13. Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning,
er foreningens bestyrelse forpligtet til at give
orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde
påtegningen over for et medlem, der - efter bestyrelsens
skøn - ikke længere bør være indehaver af en meddelt
tilladelse til et våben.
Vedtaget på generalforsamlingen den 29. januar 2007.
Dirigent
Jens Hald